Stress-symptomer

Jeg arbejder ud fra 3 grader af stress-symptomer/reaktioner. Røde, gule og grønne. Det er vigtigt at du er opmærksom på, at signalerne kan skyldes andet end stress. Du skal også være klar over, at der kan være andre signaler, end dom jeg beskriver her.

Røde stress-symptomer

Den alt for lange stress (STOP OP og gør noget ved det). Ved røde stress-signaler er din effektivitet, din kreativitet og dit overblik kraftigt påvirket i negativ retning.

Signalerne er:

  • glemmer ting/fraværende
  • eksem/sygdom forværres
  • uforklarlige smerter
  • mindre social
  • større forbrug af stimulanser
  • aggressiv
  • mave og tarm problemer
  • blødningsforstyrrelser.

Oplever du bare ét af disse signaler er det vigtigt at tale med din læge, så du kan få afklaret om der er tale om regulær sygdom, eller om signalet er stress-relateret. Er der tale om stress-symptomer og kan du ikke selv bremse stress-udviklingen, så er stress-behandling den bedste hjælp til dig.

Gule stress-symptomer

Den mellemlange stress. Det er dine advarsels-signaler. (VÆR OPMÆRKSOM på at de forsvinder igen).

Signalerne er:

  • træthed
  • sover dårligt om natten
  • tænker hele tiden
  • uro i kroppen
  • indre modstand/modvilje
  • irritabel
  • lettere til tårer
  • indesluttet.

Ved de gule stress-signaler er både din krop og din psyke kommet i ubalance. Det er ok med denne ubalance i dit liv, hvis de er en kortere periode. Herefter er det vigtigt at komme af med dem igen.

Grønne stress-symptomer

Den korte og helt akutte stress. (Det er helt OK – KØR BARE VIDERE med det du er igang med).

Signalerne er:

  • midlertidig hjertebanken
  • midlertidig rysten eller tics
  • sveder
  • tørhed i munden
  • “sommerfugle i maven”
  • knugen i brystet/maven
  • tissetrang
  • anspændthed.

Det er her du skal kende dine egne helt personlige stress-signaler. Situationen svarer til lige inden du skal op til eksamen eller ind til en job-samtale. Du får adrenalin i kroppen og er helt klar. Efter “episoden” forsvinder symptomerne igen og du er tilbage til en tilstand i balance.