Fra top til tå – og hele vejen rundt

Jeg bliver ofte spurgt om, hvad der gør psykomotorisk afspænding så specielt. Hvorfor er lige netop den behandlingsform så effektiv forebyggelse og behandling af overbelastning og stress?

Udgangspunkt i kroppen

Hvis du skal fungere optimalt må der arbejdes på skævheder og ubalance i din krop. Når der arbejdes med kroppens spændinger og skævheder vil din psyke også påvirkes. Og det er lige netop det, der ligger i at arbejde psykomotorisk. Krop og psyke følges ad. Igennem hele behandlingen er der dialog mellem dig, både verbalt og fysisk, og mig som behandleren. Jeg kan mærke og iagttage hvordan du psykisk og fysisk reagerer, men jeg kan ikke føle, hvordan det føles for dig. Derfor er du eksperten på din egen krop og derfor er du en væsentlig del af behandlingen.

Langsommelighed

Featured image

Psykomotorisk behandling er ikke et quick-fix. Ofte skal gamle mønstre brydes og forandres for at du får det bedre. Efterhånden som dine gener mindskes mærker du hvordan dine ressourcer og din velvære øges. At ændre og indlære nyt tager tid. Den enkelte behandling varer typisk mellem 45 minutter og 1 time. Der skal være plads til at følge op på din situation og sætte ord på hvodan du har det både kropsligt og psykisk den pågældende dag. Selve afspændingsbehandlingen er derfor præget af langsommelighed og ro. Der er intet forjaget. Musklerne får mulighed for at slippe spændinger og dit nervesystem får ro. Ved hver session behandles hele kroppen – også selv om du kun har gener et enkelt sted.

Helhedsorienteret

Selvom udgangspunktet for behandlingen er kroppen, så er psykomotorisk afspænding en helhedsorienteret behandlingsform. Krop og psyke påvirker gensidigt hinanden. Dine sociale kompetencer og dine evner til at lytte til dine egne ønsker og lyster, sætter sine spor i kroppen. 

Når du arbejder med disse kropslige spor, åbnes der for refleksion og erkendelse. Derved får du mulighed for forandring både kropsligt og psykisk. Psykomotorisk afspænding er altså fra top til tå – og hele vejen rundt. Dét er min begrundelse for, at du skal prøve denne fantastiske behandlingsform, hvis du er overbelastet eller stresset. 

Psykomotorisk behandling, ikke afspændingsmassage

“Hvorfor kalder du ikke din behandling for afspændingsmassage?” Det spørgsmål stillede en af mine klienter mig for noget tid siden. 

Og hvofor er det så jeg ikke kalder det afspændingsmassage?

Det er fordi, det ikke er massage jeg laver. Det er rigtigt, at det er afspænding, men den måde jeg behandler på, har ikke noget med massage at gøre. Det er mere blide tryk og stræk af spændte muskler end det er massage. (Du kan læse mere om den psykomotoriske behandling her). I tillæg til den fysiske/manuelle behandling er der en samtale-del, som hjælper til en bevidstgørelse af dig selv.

Det betyder, at vi taler om hvad du oplever både under behandlingen, men i særdeleshed også imellem behandlingerne. 

Ofte har jeg klienter, som kommer og siger noget i stil med: “Jeg har oplevet at jeg er begyndt at løfte på en anden måde” eller “jeg har sagt fra overfor min gode ven – det gik op for mig, at det altid er ham som bestemmer hvad vi skal”.

Mange gange forstår mine klienter ikke, at der kan ske noget med psyken og adfærden/handlemønstret ved at gå til psykomotorisk terapi eller afspændingsbehandling. Men det kan der. Og det er fordi, der er sammenhæng mellem krop og psyke hos det enkelte menneske.

Og det er lige præcis det der ligger i ordet psykomotorisk. Psyko=psyke og motorisk=motorik/krop/bevægelse. Med andre ord, så arbejder jeg med psyken i kroppen. Alt behandling her hos mig, tager udgangspunkt i kroppen. 

Featured image
Samtalen ved en psyksomotorisk behandling

Hos en psykomotorisk terapeut kan behandlingen have et forebyggende og//eller håndterende formål. For eksempel at forebygge dårlige arbejdsstillinger eller stress. Eller at håndtere stress eller smerter. Men alle henvendelser jeg har fået til nu – har altid haft et formål eller en udfordring som min klient har valgt aktivt at handle på.

Jeg håber, dette indlæg giver en opklarende forståelse af, hvad psykomotorisk terapi er. Og hvorfor det ikke hedder afspændingsmassage.

God dag til dig derude bag skærmen.

❤ Dorte